onsdag den 25. juli 2018

Hvad er minimalisme?

Velkommen til MinimalThea!

Her vil jeg blogge om minimalisme, bæredygtighed og andre ting, der ligger mig på sinde. Og siden jeg har valgt minimalisme som det centrale begreb, tænkte jeg at det var oplagt at starte med at gå lidt i dybden med, hvad jeg forstår ved det.

Begrebet minimalisme antyder, at det handler om at minimere ting, og det er helt sikkert også en del af kocenptet - men for mig handler minimalisme først og fremmest om intentionalitet.

Minimalisme er en (livs)filosofi eller et mindset, der hjælper mig med at være bevidst om og fokusere på det vigtige i livet - bl.a. udvikling, oplevelser, andre mennesker, mig selv og verden omkring mig - ved at skære ned på det mindre vigtige, herunder materielle ting. Men egentlig er det ikke tingene, der er vigtige - det er den plads, som de (bogstaveligt og i overført betydning) optager, og som kan bruges på noget andet og bedre.


Hvad minimalisme IKKE er for mig

  • Minimalisme er ikke et spørgsmål om æstetik. At være minimalist betyder ikke, at man kun skal gå i ensfarvet tøj eller at man ikke må være glad for farver generelt.
  • Minimalisme handler ikke om at smide ud af sine ting, til man når et bestemt antal. I stedet handler det om at blive bevidst om hvad man har, og om hvad der skaber værdi og hvad der bare fylder.
  • Minimalisme handler ikke kun om materielle ting. Det handler også om at minimere mængden af immaterielle objekter, forpligtelser og valgmuligheder, så der er plads og tid til det, der virkelig er vigtigt.
  • Minimalisme er ikke en one-size-fits-all livsstil. Det er snarere en tilgang man kan bruge til at se på ens omverden og hverdag, og som ser forskellig ud fra person til person.
  • Minimalisme er ikke en klub med bestemte regler, man skal leve op til.  Der er ingen krav om at man også skal være veganer, gå op i feng shui og dyrke yoga hver dag. Minimalisme er en livsfilosofi, som man kan lade sig inspirere af, og hvorfra man kan tage de elementer der giver mening for en.
  •  
Minimalisme og bæredygtighed

I lang tid var mit forhold til minimalisme "bare" individuelt; det var en fornemmelse af, at min grundlæggende livskvalitet ikke blev forbedret nævneværdigt af materielle goder - selvfølgelig med undtagelser - men at det gav mening for mig at fokusere på andre værdier. Samtidig var det en (meget) stille protest mod vores moderne forbrugskultur.

Men for ikke så længe siden begyndte jeg at interessere mig for bæredygtighed, og pludselig gav minimalisme mening på et andet plan end på det rent individuelle. Udover at gøre mit liv enklere og mere meningsfuldt, kunne jeg pludselig også se minimalisme som en tilgang til bæredygtighed og en måde at tage ansvar overfor andre og andet end mig selv på.

Denne ændring i mit forhold til minimalisme har været medvirkende til, at jeg har haft mod til at starte MinimalThea, og har givet mig en tro på at jeg har noget at byde ind med, som andre vil finde interessant og inspirerende. Og forholdet mellem minimalisme og bæredygtighed er helt sikkert noget af det, der kommer til at fylde på bloggen i fremtiden.

Jeg håber, du har lyst til at læse med - tak fordi du er her!