Det bedste fra april

Jeg vil gerne blogge mere. Og jeg er kommet frem til at en af forhindringerne for at det er sket, har været Instagram. I stedet for selv at skrive, er jeg kommet til at bruge min tid på at følge alle mulige random mennesker, forsøge at lave flotte stories, og jagte likes for - indrømmet - ikke særligt instavenlige billeder. Og det var jo slet ikke det, der var meningen.

Derfor har jeg på det seneste skruet ned for mit Instagram-forbrug - bl.a. ved gå over til at læse blogs fra nogle af dem, jeg ellers havde opdaget via Instagram - med håbet om at det ville frisætte mere tid og rum for kreativitet. Og det har i hvert fald frisat rum til at blive inspireret ad andre - og måske mere dybdegående? - veje end Instagram. Her er nogle af de bedste bøger, artikler, blogs og podcasts, jeg har ladet mig inspirere af i april:

• Kender du også følelsen af, at der er nogle mennesker du bør følge på de sociale medier? Hvad nu hvis du kun fulgte dem, hvis opdateringer du godt kunne lide? David Cain siger noget som burde være indlysende, men som ikke altid føles sådan; du behøver ikke at følge alle på alle platforme!   

• Jeg har længe gerne villet læse bogen Pseudoarbejde - og for nylig kunne det endelig lade sig gøre. Jeg slugte den i løbet af 24 timer, og så mit (arbejds)liv anderledes bagefter. Kæmpe anbefaling herfra! 

• Under Heartland Festival  2017 gav Katrine K. Pedersen og Peter Kofoed en talk om frihed og privatliv i det 21. århundrede, som man nu kan høre som podcast. Det viste sig at være en glimrende introduktion til den diskussion om teknologi, overvågning og demokrati, som har været en af grundene til at jeg har slettet min Facebook-profil og nu bruger Signal til at sende beskeder.

• Jeg synes virkelig at Sustain Dailys podcast har oppet sig i den her sæson, og afsnittet om plastik var et af de bedste jeg har hørt længe. 

• I løbet af snart et år har jeg produceret 117 idéer til blogindlæg og fem reelle blogindlæg. Hvorfor ender gode idéer ofte sådan? Courtney Carver skyder noget af skylden på det, hun kalder The Inspiration Gap.

• Som tidligere konkurrencesvømmer har jeg fulgt tæt med i diskussionen om spiseforstyrrelser i svømning og eliteidræt generelt. Men hvad hvis spiseforstyrrelser i eliteidræt også er et symptom på et mere grundlæggende samfundsproblem? Tak til Camilla Martin for at bringe nye vinkler ind i debatten. 

• Går du også og gemmer ting til "specielle anledninger"? Livet er en speciel anledning!

• Et interessant tankeeksperiment der måske kan hjælpe på udfordringerne ved selv at styre og strukturere sin tid: Work like the client is you in two years.

• Vil du gerne støtte din favorit kunstner/musiker/blogger/skribent, samtidig med at det kniber med finanserne? Heroine Training har 15 idéer til hvad du kan gøre.

• En lidt fjollet tilgang til et alvorligt emne; hvad hvis vi talte til - og om - os selv på samme måde som vi taler til vores kæledyr? 

I kan stadigvæk følge MinimalThea på Instagram. Men min intention er, at Instagram i højere grad skal fungere som en tilføjelse til bloggen, end som sit eget medie - i hvert fald for nu. Det er det at skrive, jeg synes er sjovt, og som jeg er god til. Så vil jeg lade dem der er gode til Instagram om at skabe spændende indhold til den platform.

Hvem bestemmer hvad du ser på YouTube?

For nylig havde jeg en ubehagelig oplevelse med YouTube. Jeg har ikke lyst til at gå nærmere i detaljer, men vil bare sige at jeg så noget, jeg ville ønske jeg aldrig havde set.

Oplevelsen fik mig til at tænke på den her Zetland-artikel om YouTubes algoritme(r)s tilsyneladende radikaliserende tendenser, som jeg læste for et stykke tid siden, og som gjorde stort indtryk på mig.

Og så fik den mig til at tænke på den måske vigtigste TED-talk jeg nogensinde har set (og jeg har set en del efterhånden) - nemlig britiske James Bridles talk om hvad den måde vi har indrettet internettet på, gør ved de videoer nutidens børn ser på YouTube.

En af grundene til at James Bridles talk virker så stærk er givetvis at den handler om børn, men som han også selv gør opmærksom på, er det egentlig ikke det der er det centrale. Det centrale er at vi er ved at udvikle en kultur, hvor teknologi og algoritmer i stigende grad overtager kontrollen med områder, vi mennesker tidligere har haft indflydelse på.

Det er meget større og mere omfattende end børne-videoer på YouTube, men de er et godt sted at starte, for at forsøge at forstå omfanget af de udfordringer vi står overfor. Hvis du kun skal se en TED-talk i 2019, så lad det være denne her.

PS: Hvis du er i humør til mere teknologi-kritik, så kan jeg anbefale bloggen The Human Situation 2.0, drevet af Katrine K. Pedersen, som er teknologiekspert og Head of Education hos kunstmuseet ARKEN.

Minimalisme, jobsøgning og FOMO

I juli sidste år gik jeg ind i et nyt kapitel af mit liv: nyuddannet og jobsøgende. Denne overgang har, i højere grad end noget andet i løbet af de sidste par år, udfordret min minimalistiske tilgang til tilværelsen - som jobsøgende er der altid flere (u)opfordrede ansøgninger at sende, flere netværksarrangementer at tage til og flere LinkedIn-opslag at lave. Når det er den herskende opfattelse, så er det svært at undgå at komme til at føle at det også er min egen skyld at jeg ikke har et arbejde - i hvert fald engang i mellem. For jeg kunne jo bare selv gøre noget mere for det.

Normalt er jeg rimelig god til at undgå det som i vores tid er blevet døbt FOMO (fear of missing out) - men som jobsøgende er jeg udfordret. Måske fordi det handler om noget så grundlæggende som min beskæftigelse, er det sværere end normalt for mig at hvile i at gå glip af noget (som man helt grundlæggende ikke kan undgå) og at være tilfreds med min egen indsats. Derfor er dette indlæg i høj grad også skrevet som en reminder til mig selv - men jeg håber at du også vil kunne bruge det til noget, jobsøgende eller ej.

Her kommer mine tips til at håndtere den FOMO og snigende følelse af utilstrækkelighed som - efter min erfaring - følger med livet som jobsøgende:

1. Giv slip på idealet om at gøre "det hele" 
Det første tip er det mest grundlæggende - og det sværeste. Der vil altid være flere jobs du kan søge og mere du kan gøre for at få et arbejde, men det er umuligt at søge dem alle sammen og gøre det hele. Derfor er du nødt til at give slip på idealet om at gøre "det hele" og i stedet fokusere på at gøre noget. Dette helt grundlæggende vilkår, der ikke kun gælder ift. jobsøgning, gik først for alvor op for mig da jeg læste Courtney Carvers indlæg om umuligheden i at "catche up".

2. Sæt realistiske mål - dvs. mål du har en indflydelse på 
Dette tip er kraftigt inspireret af Sarah Von Bargen som leverede en anden grundlæggende sandhed i hendes indlæg om "controllable goals". Igen er der tale om noget der egentlig er helt indlysende, men som jeg i hvert fald ikke havde tænkt over før. Det er umuligt at styre om du får et job - der er mange ydre faktorer der spiller ind og som du ikke har kontrol over - men til gengæld er det muligt at styre f.eks. hvor mange ansøgninger du sender. Hvis det overordnede mål er "at få et job" (og det er det jo som udgangspunkt) så kan det være svært at undgå følelsen af utilstrækkelighed når du stadig ikke har fået et. Men hvis målet i stedet er at sende x antal ansøgninger om ugen, er det nemmere at opnå og nemmere at få den følelse af succes der kommer med at opnå det. 

3. Husk de små succeser 
Jeg gør helt konkret det at jeg hver uge skriver ugens største jobsøgnings-succes ned. Det kan være alt lige fra at der var mange interessante jobs at søge til at jeg fik tilbudt en praktikplads. Det vigtige er bare at jeg tager mig tid til at huske de ting, der faktisk er gået godt - også selvom jeg ikke har fået et "rigtigt" job.  

4. Husk at dit (manglende) job ikke afgør værdien af din person
Dit job er kun en lille del af din person. Selvom jeg pt. er jobsøgende er jeg f.eks. også cand.pæd., badmintonspiller, blogger, søster, fynbo og fan af dårlige vittigheder. Og alle disse ting har også værdi - jeg er mere end bare en arbejdskraft. Og det er du også! 

5. Husk at målet med at være på dagpenge ikke er at få et arbejde 
Dagpengesystemet er interesseret i at du bliver uafhængig af det. Punktum. Selvom et fast arbejde muligvis er den mest direkte vej til at opnå dette mål - og det er den vej jobcenteret og A-kassen først og fremmest er orienteret imod - så er det ikke den eneste. Der er mange veje ud af systemet, og det er op til dig at finde ud af hvilke(n) der passer dig bedst. Så længe du overholder de krav der stilles til dig som jobsøgende, så er der ikke noget i vejen for at bruge tid på de ting der bringer dig tættere på uafhængighed af systemet - også selvom de ikke passer perfekt ind i jobloggen.

6. Husk at du ikke er alene
Der er altid andre, der sidder med nogle af de samme udfordringer et sted derude. Hvis udfordringerne stammer fra jobsøgningsland kan jeg varmt anbefale podcasten De der dagpenge og bloggen Dagpengeland. 

Jeg håber du kan bruge mine erfaringer og tips til noget. Del endelig dine tanker om jobsøgning, FOMO eller andet i kommentarfeltet.