søndag den 5. august 2018

Guide: Den minimalistiske smartphone

Smartphonen er tidens vigtigste digitale værktøj, måske vor tids cigaret og lidt af et minimalistisk paradoks. På den ene side samler den telefon, kalender, internet, kamera, kort, notesbog, musikafspiller og meget andet i én enhed - på den anden side er den et overflødighedshorn af alting og ingenting, og i sit udgangspunkt måske snarere maksimalistisk end minimalistisk

Så hvordan forholder man sig minimalistisk til den? Lige netop dette spørgsmål ser ud til at være et af de mest presserende i disse år - i hvert fald et af dem, som mange går rundt og tumler med på det helt individuelle plan. Derfor findes der også et utal af udmærkede guides og idéer til hvordan forsøger at styre sin brug af sin smartphone (f.eks. den her).

Mit fokus med dette indlæg ligger dog et lidt andet sted, nemlig på hvordan man kan indrette sin smartphone, så den understøtter det man gerne vil med den, frem for at modarbejde ens intentioner. Hvordan man kan gøre selve sin smartphone - og ikke bare ens egen omgang med den - bare en lille smule mere minimalistisk.

Hvad er en 'minimalistisk' smartpone?

Jeg tænker igen at kodeordet er intention - hvad er egentlig min intention eller mit formål med at eje en smartphone? Jeg har selv tænkt lidt over det, og er kommet frem at følgende kendetegner det forhold jeg gerne vil have til min smartphone:

Jeg vil gerne have at min smartphone...
... hjælper mig, f.eks. med noter, internet og at finde vej.
... holder mig i kontakt med andre mennesker, f.eks. via SMS, Instagram og Snapchat.
... underholder mig, f.eks. via musik og podcasts.

Til gengæld vil jeg ikke have at min smartphone...
... distraherer mig og tage mit fokus fra andre ting, mennesker eller situationer.
... bruger mere strøm end højest nødvendigt.
... afgiver alt for mange data om hvad jeg foretager mig, hvor jeg er, osv.

Grundlæggende handler det for mig om at føle at jeg kontrollerer den, og ikke omvendt.

Her er nogle af de ting jeg har gjort eller gør for at gøre min smartphone lidt mere minimalistisk:

1. Jeg har deaktiveret alle notifikationer undtagen dem, der kommer fra rigtige mennesker.
I mit tilfælde vil det sige at kun beskeder (fra diverse apps) og opkald kommer igennem.

Notifikationsindstillinger kan som regel tilpasses i de forskellige apps - jeg får f.eks. notifikationer om Instagram-beskeder, men ikke kommentarer, likes osv. Hvis man slet ikke vil have nogen notifikationer fra en bestemt app, er det nemmeste dog at gå ind i sin smartphones indstillinger, finde menupunktet 'apps', og slå 'meddelelser' fra for den pågældende app.

2. Jeg har deaktiveret de apps, jeg ikke bruger (og som det er muligt at deaktivere).
Min telefon indholder en række apps, som jeg aldrig bruger, og ikke har tænkt mig at bruge. Det gælder bl.a. Gmail, Google Play Film og Hangouts. Derfor har jeg deaktiveret disse apps - igen under indstillinger og 'apps'.

Fordelen ved at deaktivere en app er at ikonet forsvinder fra app-menuen, og at alle opdateringer til den afinstalleres - hvilket giver ledig lagerplads. Og bare rolig; ens smartphone skal nok fortælle, hvis man er kommet til at deaktivere noget, som gør at noget andet ikke virker - så aktiverer man det bare igen.

3. Jeg overvejer, hvilke apps jeg egentlig har brug for.
Jeg tjekker f.eks. rejseplanen og e-mail via min internet-browser, selvom begge dele har udmærkede apps. Men apps fylder også ens lagerplads op, og får adgang til langt flere data om ens smartphone og brugen af den, end et besøg på en hjemmeside gør. 

4. Jeg har tjekket mine app-tilladelser.
Hvilke andre funktioner på min smartphone har mine apps adgang til? Hvorfor skal Instagram kende mine kontaktpersoner og vide hvem jeg SMS'er til?  Hvis  noget virker suspekt eller fjollet, så slå det fra - man kan altid slå det til igen, hvis noget pludselig ikke virker.

5. Jeg har fjernet alle ikoner fra min startskærm (og slået evt. andre startskærme fra).
Idéen er, at fordi jeg ikke ser mine apps, ligeså snart jeg åbner telefonen så risikoen for at åbne Instagram et eller andet tilfældigt uden at tænke over det, mindre end hvis ikonet var det første jeg så. En ekstra bonus er, at jeg bedre kan se mit flotte baggrundsbillede!


Min startskærm & min app-menu. That's all folks!



6a. Jeg har ordnet mine apps, så de kan være på 1 side.
De apps, jeg bruger mest ligger på denne side, og resten af dem ligger i mapper.

6b. MEN; Jeg har lagt de mest distraherende apps i mapperne.
Igen er idéen, at jo længere tid og jo flere tastetryk jeg har til at finde og åbne Instagram, Snapchat eller hvad det nu måtte være, jo større er sandsynligheden for at jeg lige stopper op og tænker en ekstra gang over hvorfor jeg gør det.

7. Jeg har skruet lysstyrken på min skærm så langt ned som muligt inden for rimelighedens grænser.

8. Jeg har sat skærm-timeout så lavt som muligt (igen, inden for rimelighedens grænser).
Det kan gøres under skærm-indstillinger.

9. Jeg slukker for alle former for forbindelser (wifi, data, bluetooth osv.) om natten, og skruer lysstyrken helt i bund.

10. Jeg skruer ned for så meget som muligt af ovenstående, når min smartphone er til opladning.

11. Jeg har slået så mange avancerede, strømslugende og data-indsamlende indstillinger (f.eks. placering og stemmestyring) som muligt fra.

Jeg vil selv betegne mig som en moderat smartphone-minimalist - nogle går meget længere i forsøget på at gøre deres smartphone medgørlig, og vælger f.eks. at skifte deres skærm til sort-hvid får ikke at blive lokket af de farvestrålende ikoner. Mange af mine ændringer er inspireret af Time Well Spent-bevægelsen, som arbejder for at få teknologi til at tjene menneskers interesser, frem for omvendt.

Hvis man også er interesseret i datasikkerhed og privatliv - og det vil jeg gerne slå et slag for at vi alle sammen burde blive - så kan jeg desuden stærkt anbefale Tactical Technology Collectives 8-dages data detox. Hvis man ikke føler at man har tid til hele programmet (man skal regne med cirka en halv time pr. dag), så handler dag fem og seks specifikt om datasikkerhed ift. smartphones.

2 kommentarer:

  1. Jeg er allerede fan af din blog :D
    Rigtig inspirerende og relevant indlæg. Jeg tror straks, at jeg vil tage nogle af dine fifs i brug, da jeg selv muuuuligvis er en kende styret af min smartphone, og bestemt ikke omvendt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jansen, det er jeg virkelig glad for at du synes :)

      Slet