Viser opslag med etiketten Teknologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Teknologi. Vis alle opslag

tirsdag den 30. april 2019

Det bedste fra april

Jeg vil gerne blogge mere. Og jeg er kommet frem til at en af forhindringerne for at det er sket, har været Instagram. I stedet for selv at skrive, er jeg kommet til at bruge min tid på at følge alle mulige random mennesker, forsøge at lave flotte stories, og jagte likes for - indrømmet - ikke særligt instavenlige billeder. Og det var jo slet ikke det, der var meningen.

Derfor har jeg på det seneste skruet ned for mit Instagram-forbrug - bl.a. ved gå over til at læse blogs fra nogle af dem, jeg ellers havde opdaget via Instagram - med håbet om at det ville frisætte mere tid og rum for kreativitet. Og det har i hvert fald frisat rum til at blive inspireret ad andre - og måske mere dybdegående? - veje end Instagram. Her er nogle af de bedste bøger, artikler, blogs og podcasts, jeg har ladet mig inspirere af i april:

  • Kender du også følelsen af, at der er nogle mennesker du bør følge på de sociale medier? Hvad nu hvis du kun fulgte dem, hvis opdateringer du godt kunne lide? David Cain siger noget som burde være indlysende, men som ikke altid føles sådan; du behøver ikke at følge alle på alle platforme!   
  • Jeg har længe gerne villet læse bogen Pseudoarbejde - og for nylig kunne det endelig lade sig gøre. Jeg slugte den i løbet af 24 timer, og så mit (arbejds)liv anderledes bagefter. Kæmpe anbefaling herfra! 
  • Under Heartland Festival  2017 gav Katrine K. Pedersen og Peter Kofoed en talk om frihed og privatliv i det 21. århundrede, som man nu kan høre som podcast. Det viste sig at være en glimrende introduktion til den diskussion om teknologi, overvågning og demokrati, som har været en af grundene til at jeg har slettet min Facebook-profil og nu bruger Signal til at sende beskeder.
  • Jeg synes virkelig at Sustain Dailys podcast har oppet sig i den her sæson, og afsnittet om plastik var et af de bedste jeg har hørt længe. 
  • I løbet af snart et år har jeg produceret 117 idéer til blogindlæg og fem reelle blogindlæg. Hvorfor ender gode idéer ofte sådan? Courtney Carver skyder noget af skylden på det, hun kalder The Inspiration Gap.

I kan stadigvæk følge MinimalThea på Instagram. Men min intention er, at Instagram i højere grad skal fungere som en tilføjelse til bloggen, end som sit eget medie - i hvert fald for nu. Det er det at skrive, jeg synes er sjovt, og som jeg er god til. Så vil jeg lade dem der er gode til Instagram om at skabe spændende indhold til den platform.

torsdag den 7. marts 2019

Hvem bestemmer hvad du ser på YouTube?

For nylig havde jeg en ubehagelig oplevelse med YouTube. Jeg har ikke lyst til at gå nærmere i detaljer, men vil bare sige at jeg så noget, jeg ville ønske jeg aldrig havde set.

Oplevelsen fik mig til at tænke på den her Zetland-artikel om YouTubes algoritme(r)s tilsyneladende radikaliserende tendenser, som jeg læste for et stykke tid siden, og som gjorde stort indtryk på mig.

Og så fik den mig til at tænke på den måske vigtigste TED-talk jeg nogensinde har set (og jeg har set en del efterhånden) - nemlig britiske James Bridles talk om hvad den måde vi har indrettet internettet på, gør ved de videoer nutidens børn ser på YouTube.

En af grundene til at James Bridles talk virker så stærk er givetvis at den handler om børn, men som han også selv gør opmærksom på, er det egentlig ikke det der er det centrale. Det centrale er at vi er ved at udvikle en kultur, hvor teknologi og algoritmer i stigende grad overtager kontrollen med områder, vi mennesker tidligere har haft indflydelse på.

Det er meget større og mere omfattende end børne-videoer på YouTube, men de er et godt sted at starte, for at forsøge at forstå omfanget af de udfordringer vi står overfor. Hvis du kun skal se en TED-talk i 2019, så lad det være denne her.

PS: Hvis du er i humør til mere teknologi-kritik, så kan jeg anbefale bloggen The Human Situation 2.0, drevet af Katrine K. Pedersen, som er teknologiekspert og Head of Education hos kunstmuseet ARKEN.

søndag den 5. august 2018

Guide: Den minimalistiske smartphone

Smartphonen er tidens vigtigste digitale værktøj, måske vor tids cigaret og lidt af et minimalistisk paradoks. På den ene side samler den telefon, kalender, internet, kamera, kort, notesbog, musikafspiller og meget andet i én enhed - på den anden side er den et overflødighedshorn af alting og ingenting, og i sit udgangspunkt måske snarere maksimalistisk end minimalistisk. 

Så hvordan forholder man sig minimalistisk til den? Lige netop dette spørgsmål ser ud til at være et af de mest presserende i disse år - i hvert fald et af dem, som mange går rundt og tumler med på det helt individuelle plan. Derfor findes der også et utal af udmærkede guides og idéer til hvordan forsøger at styre sin brug af sin smartphone (f.eks. den her).

Mit fokus med dette indlæg ligger dog et lidt andet sted, nemlig på hvordan man kan indrette sin smartphone, så den understøtter det man gerne vil med den, frem for at modarbejde ens intentioner. Hvordan man kan gøre selve sin smartphone - og ikke bare ens egen omgang med den - bare en lille smule mere minimalistisk.

Hvad er en 'minimalistisk' smartpone?

Jeg tænker igen at kodeordet er intention - hvad er egentlig min intention eller mit formål med at eje en smartphone? Jeg har selv tænkt lidt over det, og er kommet frem at følgende kendetegner det forhold jeg gerne vil have til min smartphone:

Jeg vil gerne have at min smartphone...
... hjælper mig, f.eks. med noter, internet og at finde vej.
... holder mig i kontakt med andre mennesker, f.eks. via SMS, Instagram og Snapchat.
... underholder mig, f.eks. via musik og podcasts.

Til gengæld vil jeg ikke have at min smartphone...
... distraherer mig og tage mit fokus fra andre ting, mennesker eller situationer.
... bruger mere strøm end højest nødvendigt.
... afgiver alt for mange data om hvad jeg foretager mig, hvor jeg er, osv.

Grundlæggende handler det for mig om at føle at jeg kontrollerer den, og ikke omvendt.

Her er nogle af de ting jeg har gjort eller gør for at gøre min smartphone lidt mere minimalistisk:

1. Jeg har deaktiveret alle notifikationer undtagen dem, der kommer fra rigtige mennesker.
I mit tilfælde vil det sige at kun beskeder (fra diverse apps) og opkald kommer igennem.

Notifikationsindstillinger kan som regel tilpasses i de forskellige apps - jeg får f.eks. notifikationer om Instagram-beskeder, men ikke kommentarer, likes osv. Hvis man slet ikke vil have nogen notifikationer fra en bestemt app, er det nemmeste dog at gå ind i sin smartphones indstillinger, finde menupunktet 'apps', og slå 'meddelelser' fra for den pågældende app.

2. Jeg har deaktiveret de apps, jeg ikke bruger (og som det er muligt at deaktivere).
Min telefon indholder en række apps, som jeg aldrig bruger, og ikke har tænkt mig at bruge. Det gælder bl.a. Gmail, Google Play Film og Hangouts. Derfor har jeg deaktiveret disse apps - igen under indstillinger og 'apps'.

Fordelen ved at deaktivere en app er at ikonet forsvinder fra app-menuen, og at alle opdateringer til den afinstalleres - hvilket giver ledig lagerplads. Og bare rolig; ens smartphone skal nok fortælle, hvis man er kommet til at deaktivere noget, som gør at noget andet ikke virker - så aktiverer man det bare igen.

3. Jeg overvejer, hvilke apps jeg egentlig har brug for.
Jeg tjekker f.eks. rejseplanen og e-mail via min internet-browser, selvom begge dele har udmærkede apps. Men apps fylder også ens lagerplads op, og får adgang til langt flere data om ens smartphone og brugen af den, end et besøg på en hjemmeside gør. 

4. Jeg har tjekket mine app-tilladelser.
Hvilke andre funktioner på min smartphone har mine apps adgang til? Hvorfor skal Instagram kende mine kontaktpersoner og vide hvem jeg SMS'er til?  Hvis  noget virker suspekt eller fjollet, så slå det fra - man kan altid slå det til igen, hvis noget pludselig ikke virker.

5. Jeg har fjernet alle ikoner fra min startskærm (og slået evt. andre startskærme fra).
Idéen er, at fordi jeg ikke ser mine apps, ligeså snart jeg åbner telefonen så risikoen for at åbne Instagram et eller andet tilfældigt uden at tænke over det, mindre end hvis ikonet var det første jeg så. En ekstra bonus er, at jeg bedre kan se mit flotte baggrundsbillede!


Min startskærm & min app-menu. That's all folks!



6a. Jeg har ordnet mine apps, så de kan være på 1 side.
De apps, jeg bruger mest ligger på denne side, og resten af dem ligger i mapper.

6b. MEN; Jeg har lagt de mest distraherende apps i mapperne.
Igen er idéen, at jo længere tid og jo flere tastetryk jeg har til at finde og åbne Instagram, Snapchat eller hvad det nu måtte være, jo større er sandsynligheden for at jeg lige stopper op og tænker en ekstra gang over hvorfor jeg gør det.

7. Jeg har skruet lysstyrken på min skærm så langt ned som muligt inden for rimelighedens grænser.

8. Jeg har sat skærm-timeout så lavt som muligt (igen, inden for rimelighedens grænser).
Det kan gøres under skærm-indstillinger.

9. Jeg slukker for alle former for forbindelser (wifi, data, bluetooth osv.) om natten, og skruer lysstyrken helt i bund.

10. Jeg skruer ned for så meget som muligt af ovenstående, når min smartphone er til opladning.

11. Jeg har slået så mange avancerede, strømslugende og data-indsamlende indstillinger (f.eks. placering og stemmestyring) som muligt fra.

Jeg vil selv betegne mig som en moderat smartphone-minimalist - nogle går meget længere i forsøget på at gøre deres smartphone medgørlig, og vælger f.eks. at skifte deres skærm til sort-hvid får ikke at blive lokket af de farvestrålende ikoner. Mange af mine ændringer er inspireret af Time Well Spent-bevægelsen, som arbejder for at få teknologi til at tjene menneskers interesser, frem for omvendt.

Hvis man også er interesseret i datasikkerhed og privatliv - og det vil jeg gerne slå et slag for at vi alle sammen burde blive - så kan jeg desuden stærkt anbefale Tactical Technology Collectives 8-dages data detox. Hvis man ikke føler at man har tid til hele programmet (man skal regne med cirka en halv time pr. dag), så handler dag fem og seks specifikt om datasikkerhed ift. smartphones.